• Mit håb for 2024: Hav færre meninger og vær mere nysgerrig

    Source: BDK Finans / 30 Dec 2023 07:02:55   America/New_York

    2023 har været besynderlig nok. Vores medmennesker bliver dræbt, lemlæstet og terroriseret i konflikten imellem Hamas og Israel. Det er grotesk at reducere dette mareridt til et spørgsmål, om vi holder med palæstinenserne eller israelerne. Synsvinklen kan virke uskyldig på afstand. Samtidig kan det virke så naturligt, at nogen bør have ret, og så må andre jo tage fejl. Volden mellem folkefærd har bølget frem og tilbage i Mellemøsten, siden de første civilisationer for alvor spirede i Mesopotamien og Egypten for over 5.000 år siden. De seneste 100 år har langtfra været en undtagelse. Der har været den ene krig efter den anden, og etableringen af nye nationalstater har medfødt stadige spændinger. Imens minder den hjemlige stemning om konflikten til forveksling om et lokalopgør mellem F.C. København og Brøndby. Der bliver råbt højt på sikker afstand. Enten er du fan af det ene hold eller det andet. Da min søn Axel lærte at sparke til en bold, frygtede jeg, at han fik smag for fodbold. Jeg har haft svært ved at forlige mig med accepten af, at sportens helte prøver at filme sig til straffespark, tilsviner dommere og skader modstandere i det skjulte. Min ven H.C., som er fodbold-aficionado, beroligede mig med, at fodbold er et billede på samfundet. Og fodbold er folkeligt, når 13-årige Axel og jeg i dag tiljubler F.C. København fra vores faste pladser i Parken. Vi nyder hinandens selskab sammen med københavnere fra høj til lav. Vi er alle ét med hovedstadens drenge, når de går løs på banen og snart spiller ottendedelsfinalen i Champions League. Det bliver jo ikke meget større, men når jeg igen træder ud i samfundet, gør jeg mig stadig høje tanker om den menneskelige formåen. Dels er der normalt så civiliseret på Øster Allé uden for Parken i København og i resten af riget. Vi lever i et land, hvor skolesystemet i den demokratiske ånd honorerer eftertænksomhed og god opførsel. Og dels lever vi i en tid, hvor der ikke altid er en klar afgørelse efter to gange 45 minutter. Vi kan lade som om. Markante meninger bliver bemærket. Synspunkter bliver trukket skarpt op i sort og hvidt. Skråsikkerhed trumfer. Den virkelige verden, hvor vi skal være til stede for vores kære og passe vores arbejde, er en helt anden. Den bliver ved med at indvikle og udvikle sig. To verdener mødes I mit virke som coach arbejder jeg med en del lederteam. Der er et ocean til forskel på en gruppe mennesker, der debatterer deres meninger, og en anden gruppe, som nysgerrigt møder op og udforsker det mulige. Jeg tilbragte for nylig en dag med topledelsen i en pænt stor, engelsk virksomhed. Direktionsmedlemmerne er alle erfarne og veluddannede. Dagen var dedikeret til at blive endnu mere effektive sammen. Med lidt andre ord bad jeg dem tænke over to spørgsmål, når de står over for en udfordring sammen: Kan I kridte banen op og få en afgørelse én gang for alle? Eller vil billedet forblive sløret? Spørgsmålene berører, hvorvidt de har med et løseligt problem eller en løbende balanceakt at gøre. Endeligt eller uendeligt. Gennemskueligt og forudsigeligt eller netop ikke. Det giver mening at have en fasttømret mening, når vi kan se klart. Ellers må vi være ekstra opmærksomme og endnu mere villige til at lære. Et medlem af teamet udtrykte sin taknemmelighed til slut på dagen: »Det er gået op for mig, hvor meget I andre kan hjælpe mig, når jeg er udfordret inden for mit eget ansvarsområde.« Han er enormt skarp og skaber imponerende resultater. Alligevel indvilgede han i at delagtiggøre sine kollegaer i en af sine sejlivede udfordringer. I stedet for at lade, som om han havde styr på det hele, var han åben om sin tvivl. Han hverken forsvarede sig eller argumenterede over for sine kollegaer, men lyttede og stillede undersøgende spørgsmål. Livet bliver lettere, når vi lægger vores påståelighed til side. Helt inde fra hjertekulen ønsker jeg mig mere fred og fremgang. Mit håb for 2024 er i tråd hermed, at vi alle sammen har lidt færre meninger og tager mere nuancerede perspektiver i betragtning, når vi anskuer virkeligheden. Vi skal ikke reducere vores verdensbillede til et lokalt fodboldopgør. Nicolai Tillisch er forfatter og ledercoach hos Cultivating Leadership https://www.berlingske.dk/kommentar/mit-haab-for-2024-hav-faerre-meninger-og-vaer-mere-nysgerrig
Share on,